Dansk køkkendesign indtager Drammen


Pressemeddelelse:

Dansk køkkendesign indtager Drammen

Lokal køkkenkonsulent, Line Nesdal, vil præsentere Drammen for eksklusivt dansk køkkendesign og åbner i foråret 2019 en konceptbutik med Svane Køkkenet.

I foråret 2019 åbner det danske køkkenbrand Svane Køkkenet sin 8. butik i Norge, og den får adresse på Nedre Torggate - lige i hjertet af Drammen og byens eksklusive og travle forretningskvarter.

”Svane Køkkenets design og kvalitet er unik, og med placeringen i bymidten skiller brandet sig markant ud,” siger den kommende butiksejer og -chef Line Nesdal om baggrunden for at vælge en Strøggade i city fremfor en placering udenfor bykernen.

”I byens centrum kan vi præsentere det innovative danske køkkendesign for et publikum, som både nyder cafélivet,  jobber, shopper og træner. Vores butik bliver attraktiv med masser af inspiration og oplevelse.”

Line Nesdal har arbejdet med køkkener i 15 år med bl.a. flere danske køkkenbrands – og tidligere også med bad. Hun glæder sig derfor til at kunne vise en række køkken- og badmiljøer med de nyeste designs i den 400 kvm. store konceptbutik.

Line er i gang med at indrette butikken i tæt samarbejde med Svane Køkkenets design- og konceptansvarlige, arkitekt, MAA Rolf Birk. Desuden har hun allerede sat sit team med to erfarne køkkenkonsulenter.

Butik nummer otte

Butikken i Drammen bliver Svane Køkkenets 8. butik i Norge, og åbningen sker som et led i en strategi om at ekspandere i Norge. I januar åbnede en butik i Trondheim, og medio april åbnes næste butik. Kædechef Torben Nielsen ser frem til at rykke ind i Drammen:

”Nordmændene har for alvor taget Svane Køkkenets design til sig, og vi er meget glade for, at Line Nesdal har besluttet sig for at blive forhandler af vores produkter.”

Svane Køkkenet er ét af Danmarks bedst kendte køkkenbrands, som bliver designet og produceret i Danmark. Bag brandet står Skandinaviens tredjestørste køkkenkoncern, TCM Group A/S, som er børsnoteret på Københavns Fondsbørs.


Kontaktpersoner:

Kædechef Torben Nielsen, Svane Køkkenet, mobil 5136 0704

Adm. dir. Ole Lund Andersen, Telefon 9743 5200

Billeder: Facade fra Svane Køkkenet i Trondheim og Line Nesdal

Vedhæftet fil


Attachments

PM_SvaneNorgeButiksåbninger_Drammen