Fynske Bank A/S: Delårsrapport 1. halvår 2018


Selskabsmeddelelse nr. 2018/07

Fynske Bank fortsætter fremgangen

Fynske Bank vækster fortsat sin samlede forretning. Halvårsregnskabet for 2018 viser fremgang i alle bankens væsentlige forretningsområder, og det giver samlet et meget tilfredsstillende resultat på 65,7 mio. kr. før skat.

Fynske Bank kan igen fremvise et solidt vækstregnskab med afsæt i bankens fokusområder, Fyn og Trekantområdet.

Koncernens regnskab for første halvår 2018 viser et meget tilfredsstillende resultat før skat på 65,7 mio. kr. Det er samtidig en fremgang på næsten 33 procent sammenholdt med resultatet for det første halvår i 2017 på 49,3 mio. kr.

Fremgangen bygger på, at Fynske Bank igen formår at vækste sin samlede forretning. Pr. 30. juni 2018 udgør forretningsomfanget 14,3 mia. kroner mod 13,5 mia. kr. på samme tidspunkt sidste år. Det svarer til en samlet vækst på 6,1 procent. 
Også på udlånssiden oplever banken vækst med en stigning fra 2,9 mia. kr. til 3,2 mia. kr. svarende til en fremgang på 10,9 procent i perioden. 

”Vi er i Fynske Bank inde i en rigtig god og sund udvikling, og vi kan igen se tilbage på et meget tilfredsstillende halvår med fremgang i alle bankens strategiske indsatsområder. Det kan vi med god grund være stolte af,” siger adm. direktør Petter Blondeau.

”Vi har både en pæn kundetilgang og nogle meget solide kunder i banken. Og vi har siden sidste års halvårsregnskab øget vores samlede forretningsomfang med mere end seks procent og vores udlån med næsten 11 procent. Det betyder blandt andet også, at vi har sagt goddag til en del nye, dedikerede kolleger, så vi fortsat kan sikre den service og gode rådgivning, der er fundamentet i Fynske Bank,” fortsætter han.

Fynske Banks forventninger til årets resultat er fortsat, efter den tidligere udmeldte opjustering i marts 2018, uændret i niveauet 95-105 mio. kr. 

Spørgsmål til meddelelsen rettes til administrerende direktør Petter Blondeau på telefon 62 17 65 01.


Med venlig hilsen

FYNSKE BANK A/S

Vedhæftede filer


Attachments

Fynske Banks delårsrapport 1. halvår 2018 Selskabsmeddelelse 2018-07