Årsrapporter fra BankInvest foreningerne


Bestyrelsen har i dag behandlet og vedtaget årsrapporterne for Investeringsforeningen BankInvest , Investeringsinstitutforeningen BankInvest og BI Private Equity f.m.b.a., respektive afdelinger heraf, som er optaget til notering på den særlige markedsplads for investeringsforeninger.

Medlemmerne i foreningen kan se tilbage på et år med næsten udelukkende positive afkast for obligationsafdelingerne, men til gengæld næsten udelukkende negative afkast på aktieafdelingerne.

Året 2011 blev indledt i kølvandet på markante stigninger på de globale aktiemarkeder. Virksomhedernes indtjeningsvækst var stærk, og den økonomiske vækst fik fortsat en hjælpende hånd fra den ekstraordinært lempelige pengepolitik. Kursstigningerne fortsatte frem til medio februar, hvor Jasmin-revolutionen i Tunesien bredte sig til flere arabiske lande. I marts blev verden ramt af et stort chok, da et kraftigt jordskælv i Japan  udløste en tsunami med voldsomt ødelæggende effekter.  I Europa blussede bank- og statsgældskrisen op på ny fra midten af maj efter EU reelt foreslog en omlægning af den græske statsgæld. Fra politisk side havde man imidlertid kraftigt undervurderet, hvor meget den græske restrukturering ville smitte af på de andre obligationsmarkeder og på den generelle økonomi. Uroen og nervøsiteten medførte således kraftige dyk på de finansielle markeder i tredje kvartal og en opbremsning af økonomien i Europa i andet halvår.  Panikken udløste en række tiltag og politiske initiativer i Europa, men det lykkedes først mod slutningen af året at skabe lidt mere ro på markederne.

Samlet blev 2011 et år, hvor dramaet om europrojektet og den europæiske økonomi medførte faldende aktiekurser og lave renter i lande med en god økonomi.

Årsrapport med beretning, regnskab og nøgletal for den enkelte forening er vedlagt og vil ligeledes kunne rekvireres hos investeringsforvaltningsselskabet BI Management A/S eller downloades via foreningernes hjemmeside www.bankinvest.dk.

Regnskaberne vil blive fremlagt til godkendelse på foreningernes ordinære generalforsamling:

Torsdag den 12. april 2012 kl. 16.00, i den gamle Børsbygning,
Slotsholmsgade 1, 1217 København K.

Spørgsmål til årsrapporterne kan rettes til investeringsforvaltningsselskabets direktør Christina Larsen på tlf. nr. 77 30 90 00.


Med venlig hilsen
BankInvests investerings- og specialforeninger samt anden kollektiv investeringsordning


Uffe Ellemann-Jensen             Ingelise Bogason
Bestyrelsesformand                 Næstformand


Attachments