Delårsrapport for 1. kvartal 2010


 Huslejeindtægter udgør i 1. kvartal 2010 62,2 mio. kr. mod 67,6 mio. kr. i
samme periode sidste år. Reduktionen skyldes primært frasalg af ejendomme i
løbet af 2009. Herudover blev der i 2009 indgået nye lejeaftaler med lavere
leje på enkelte ejendomme som følge af lejers konkurs eller fraflytning. 

 Nordicom opnåede i 1. kvartal 2010 et bruttoresultat på 46,0 mio. kr. (1.
kvartal 2009: 34,7 mio. kr.), svarende til en stigning på 11,3 mio. kr.
Bruttoavancen er ligeledes steget fra 50 % til 67 %, idet der var større tab på
udviklingsaktiviteten sidste år. 

 Pengestrøm fra driftsaktivitet for 1. kvartal 2010 udgør -14,1 mio. kr. (1.
kvartal 2009: -45,3 mio. kr.), svarende til en forbedring på 31,2 mio. kr. i
forhold til samme periode sidste år. Pengestrøm fra driftsaktivitet fordeler
sig med 21,1 mio. kr. for Nordicom Ejendom, -19,0 mio. kr. for Nordicom
Udvikling og -16,2 mio. kr. for holding aktivitet mv. Den realiserede
pengestrøm fra driften i 1. kvartal 2010 er ikke retningsgivende for resten af
året idet der er foretaget betaling af engangsposter samt oprulning af rente. 

 Regulering til dagsværdi, netto udgør -1,1 mio. kr. (1. kvartal 2009: -23,7
mio. kr.) og fordeler sig med 6,0 mio. kr. på selskabets færdige
investeringsejendomme, -1,9 mio. kr. på investeringsejendomme under udvikling,
-4,3 mio. kr. på gæld til kreditinstitutter og -0,9 mio. kr. på beholdningen af
pantebreve. 

 I Tyskland færdiggjorde Nordicom i begyndelsen af december 2009 udviklingen
af et nyt boligområde, Eidelstedter Brook 7-19, i nærheden af Hamburg med et
grundareal på 4.926 m2 og boligareal på 4.887 m2 samt 49 parkeringspladser i en
underjordisk parkeringskælder. I december 2009 blev ejendommen solgt for 71,4
mio. kr. (9,6 mio. EUR) til en tysk fond. Ejendommen er afleveret 1. marts 2010
med en avance på 4,1 mio. kr. 

 I marts 2010 indgik Nordicom en samlet bankaftale med alle koncernens
væsentlige kreditgivere om forbedring af selskabets finansieringsvilkår. I
henhold til bankaftalen vil kreditinstitutterne i en periode på 3 år fra og med
den 1. januar 2010 fastlåse og sænke renterne på den af bankaftalen omfattede
bankgæld på ca. 1.800 mio. kr., henholdsvis bidragssatser på realkreditgæld på
ca. 1.600 mio. kr.  Herudover er løbetiden på den omfattede bankgæld forlænget
frem til den 31. december 2012. Løbetiden på koncernens realkreditlån
overstiger i forvejen 3 år. For bankgæld, som ikke er omfattet af bankaftalen,
er der indgået nye låneaftaler, ligesom en del heraf vil blive omlagt til
realkreditgæld. 

 I henhold til bankaftalen er Nordicom forpligtet til at gennemføre en
kapitaludvidelse på minimum 100 mio. kr. i nettoprovenu senest den 30.
september 2010, ligesom der skal opnås betingede tegningstilsagn for minimum 50
mio. kr. senest den 30. juni 2010. Selskabet har derfor sammen med sine
aktionærer en vigtig opgave, som er væsentlig at få løst, så bankaftalen bliver
opfyldt og selskabets værdier beskyttet. Ledelsen har iværksat en proces sammen
med Skandinaviska Enskilda Banken (SEB) til rejsning af den nødvendige nye
aktiekapital og er i positiv dialog herom med nuværende og potentielle
investorer. 

 Resultat før skat for 1. kvartal 2010 udgør -0,8 mio. kr. (1. kvartal 2009:
-61,6 mio. kr.). Stigningen i indtjeningen skyldes primært en forbedring af
bruttoresultatet med 11,3 mio. kr., højere dagsværdireguleringer og lavere
renteomkostninger i forhold til samme periode sidste år. 

 Selskabets fokusering på rentable investeringer og løbende driftsforbedringer
i den eksisterende ejendomsportefølje vil fortsætte gennem 2010 og intensiveres
når Nordicom tilføres yderligere kapital gennem den forestående aktieemission.
Driften af selskabets ejendomsportefølje er i 1. kvartal 2010 gået som
forventet og de tidligere udmeldte forventninger for regnskabsåret 2010 på ca.
-15 til +15 mio. kr. før værdireguleringer og skat fastholdes. 


For yderligere oplysninger/kommentarer kontakt adm. direktør i Nordicom A/S,
Niels Troen, tlf. 3333 9303, mobil: 5151 2342

Attachments

2010-05-28 - delarsrapport 1. kvt. 2010.pdf