Uddrag af formandens beretning ved generalforsamlingen den 20. august 2008


I sin tale på Daniscos årlige generalforsamling sagde formand for bestyrelsen,
Anders Knutsen, blandt andet: 

Der er også sket meget siden sidste generalforsamling, som der er al mulig
grund til at interessere sig aktivt for. Denne generalforsamling er speciel,
idet vi i dag skal afgøre det fremtidige ejerforhold for vores
sukkeraktiviteter - en væsentlig og nødvendig ændring - præcis som vi lovede
for et år siden! 

Det seneste år har været meget spændende og begivenhedsrigt for Danisco. Da vi
mødtes her sidste år, berettede jeg om et selskab godt på vej gennem store
forandringer. Og de sidste væsentlige brikker er nu ved at falde på plads - med
salget af sukker som den absolutte hovedbegivenhed. Rendyrket inden for
fødevareingredienser og enzymer og med nye og mere langsigtede aktiviteter i
støbeskeen på det bioteknologiske felt har vi bragt Danisco ind i en ny
virkelighed. Fremtidens virkelighed. Dermed har vi sikret selskabet
vækstmuligheder og fremtidigt indtjeningspotentiale. 

Det handler om at bruge Daniscos unikke teknologiplatform i et hidtil uset
omfang. Og det handler om at være villig til løbe en større risiko, end vi har
gjort før. Denne strategi har vi samlet under overskriften ”Becoming first
choice”. Det vil sige, at vi fremover går målrettet efter at blive den
foretrukne. Hvad enten det er set med kundens, leverandørens,
forretningspartnerens eller medarbejderens øjne. 

De sidste 10-11 år har været præget af den ene strukturelle ændring efter den
anden. Det har været en lang, men nødvendig rejse. Nu er vi færdige med store
gennemgribende forandringer, så det Danisco, De ser i dag efter sukker er
solgt, er det Danisco vi skal videreudvikle de næste mange år. 

Sagt med andre ord - vi er færdige med at sælge fra, og værdiskabende vækst
står nu på agendaen. 

Danisco Sugar
Sidste års store emne på generalforsamlingen var Danisco Sugar, og hvad der
skulle ske med den del af virksomheden. 

I år er jeg glad for at kunne sige, at vi har sikret vores sukkerforretning et
godt nyt hjem hos Nordzucker, hvis generalforsamlingen i dag giver bestyrelsen
mandat til at afslutte salget. Vi har opnået en attraktiv pris, som gør, at vi
står godt rustet til at nå de mål, vi går efter med fremtidens Danisco.
Samtidig ser jeg Nordzucker som et perfekt match for Danisco Sugar, der kommer
i familie med et af de førende selskaber i Sukker-Europa. Og samtidig er jeg
glad for at høre Nordzuckers meget rosende bemærkninger om Danisco Sugar. Det
gør mig glad på aktionærernes og medarbejdernes vegne. 

Det er en stor beslutning for Danisco. Og netop af denne grund er det
naturligt, at generalforsamlingen får mulighed for at diskutere dette
historiske skridt i vores fortsatte udvikling. Bestyrelsen håber selvfølgelig
på, at generalforsamlingen giver os mandat til at færdiggøre salget. 

 
Danisco - Becoming first choice 
Med den nye virkelighed efter vores farvel til sukkeret har vi sat os som
ambition, at vi vil være First choice i alle sammenhænge. Vi skal være en
organisation, der motiverer medarbejdere og kolleger til at yde det bedste. Og
vi vil være den virksomhed, der forstår at værdsætte det og belønne indsatsen.
Et omfattende arbejde er i gang på den interne front, og arbejdet hænger sammen
med mindst fire afgørende mål. 

Vi skal være det sted, potentielle medarbejdere vælger som en af deres
favoritarbejdspladser, når de bliver spurgt. 

Vi skal være kundernes foretrukne partner. Derfor arbejder vi intenst med at
blive en helt igennem markedsdrevet organisation ved blandt andet at optimere
og motivere salgsstyrken, så relevante kunder som det første tænker på Danisco. 

Vi skal være virksomheden med det stærkeste innovationsteam. Den nytænkende
virksomhed, som andre går efter at samarbejde med. 

Og så skal vi være i eliten, når det gælder bæredygtig produktion og produkter. 

Når disse områder op i en højere enhed, er jeg ikke i tvivl om, at vi bliver
det foretrukne valg. Her er samarbejde og partnerskaber med andre virksomheder
væsentlige faktorer for, at vi lykkes. 

Det første interessante partnerskab, vi har indgået, er med den børsnoterede
amerikanske virksomhed DuPont om nøglefærdige løsninger til produktion af
bioethanol. Om to-tre år er målet, at vi leverer koncept og teknologi til
færdige konkurrencedygtige 2. generations ethanolfabrikker rundt om på kloden.
DuPont har den ekspertise, vi ikke har, og vi bringer den, som DuPont ikke har.
Sammen danner vi et partnerskab, der munder ud i et bæredygtigt produkt baseret
på rester fra eksempelvis landbruget eller skovbruget. 

Hver part investerer som udgangspunkt op mod 350 mio. kr. over de næste tre år.
Det er mange penge, men så hør lige det næste. Vi ser et marked for 2.
generations bioethanol på mindst 75 mia. USD i 2020, svarende til 400 mia. kr.
i runde tal. I det marked er vores målsætning at blive en central aktør og tage
en god bid af kagen. 

Vi ser partnerskabet med DuPont som et vigtigt signal til andre, der gerne vil
samarbejde om nyskabende bæredygtige produkter inden for det biokemiske område.
Partnerskaber og samarbejde ønsker vi selvfølgelig også inden for
fødevareområdet. Fødevarer er nemlig fortsat et meget vigtigt område for
Danisco. Især vil man i de kommende år se os gå efter markedet for
sundhedsfremmende ingredienser til fødevarer, som efterspørges af vores kunder.
Vi kalder dette område for Health & Nutrition. Vores fokusområder er
ingredienser, der positivt påvirker fordøjelsen, sukkersyge, hjerte-kar
sygdomme, mundhygiejne, immunforsvaret, og som kan hjælpe overvægtige. Allerede
i dag har vi produkter inden for alle områderne, men vi skal være blandt de tre
største og bedste i verden. Det kræver en indsats, og det kan også betyde opkøb
af andre virksomheder. Vi er stålsatte på, at vi skal nå top tre, for vi ved,
at det er et marked med solide vækstrater. 

Fremtidens Danisco vil være langt mere fokuseret. Vores enzymer og
fødevareingredienser udspringer af samme teknologiplatform og har flere
markeder som fællesnævner. Vi er derfor nået dertil, hvor alle dele af
koncernens forretningsområder skal videreudvikles af egen kraft, gennem
samarbejdsaftaler og via mindre opkøb, hvis de rigtige muligheder viser sig. 

Kviksølvsagen - Grindstedværket
Under gennemgangen af udviklingen i vores ingrediensaktiviteter vil jeg gerne
benytte lejligheden til at knytte et par kommentarer til sagen om eventuelle
kviksølvforgiftninger af medarbejdere i det gamle Grindstedværk for 30-40 år
siden. Der skal ikke herske nogen tvivl om, at både bestyrelse, ledelse samt
medarbejdere tager sagen meget alvorligt. Sagen har været behandlet i pressen
fra forskellige vinkler. Og lad mig her benytte lejligheden til at slå følgende
fast: 

For det første: man kan ikke vurdere datidens miljøkrav med nutidens øjne.
Datidens produktionsforhold ville ikke blive accepteret og godkendt af
myndighederne i dag. 

For det andet: Det er hævdet fra anden side, at medarbejderne ikke blev
informeret om deres kviksølvværdier i sin tid. Det billede har vi svært ved at
genkende, da vi har flere medarbejdere, der fortæller, at resultaterne dengang
blev offentliggjort på opslagstavlen i kantinen. De medarbejdere, der havde for
høje værdier blev under alle omstændigheder informeret i et tæt samarbejde med
de offentlige myndigheder. De skulle ifølge den procedure, der dengang var
aftalt med myndighederne, midlertidigt flyttes fra deres arbejdsplads, indtil
medarbejderens målinger igen var normaliseret. 

For det tredje: Det er ikke rigtigt, når pressen skriver, at vi afviser
kviksølvofre. Tværtimod, vi gør alt for at stå til rådighed med oplysninger.
Pr. 13. august var der anmeldt 70 sager til Arbejdsskadestyrelsen, ligesom vi
har besvaret mange henvendelser fra nuværende og tidligere ansatte og oplyst de
kviksølvsmålinger, vi eventuelt har på dem. Vi vil gerne understrege, at vi
ikke er i besiddelse af et komplet datamateriale for analyser og målinger
foretaget i relation til kviksølv i den pågældende periode. Målingerne blev
foretaget som led i Bedriftssundhedstjenestens virke på Grindstedværket og
primært udført af Arbejdsmedicinsk klinik i København. Da
Bedriftssundhedstjenesten (en offentlig institution) blev nedlagt i slutningen
af 1990'erne blev disse målinger efter instruks fra Direktoratet for
Arbejdstilsynet videresendt til direktoratet, hvorfor de ikke længere er i
vores besiddelse. Vi har i vores arkiver kun de målinger, som fremgår af
brevkorrespondance med Arbejdstilsynet, og vi ved, at der er flere målinger hos
Direktoratet for Arbejdstilsynet, som vi ikke har adgang til. For at få et
rigtigt og objektivt datagrundlag til at foretage den videre vurdering af de
enkelte sager må vi fastholde, at de mulige skadesramte skal henvende sig til
deres læge eller direkte til Arbejdsskadestyrelsen og på denne måde gå gennem
de rigtige kanaler. 

Endelig har vi sat forældelsesfristen i bero for at sikre, at mulige
skadesramte får den nødvendige tid til at anmelde deres sag. 

Ovennævnte siger jeg ikke for at bortforklare den ulykkelige situation, men jeg
synes generalforsamlingen har krav på at få et mere fyldestgørende billede af
denne komplicerede situation, end man måske lige sidder inde med. 

Sammenfattende vil jeg sige, at dette er en ulykkelig situation. Selskabet
fulgte normal praksis, som var accepteret og aftalt med de offentlige
myndigheder. Med den viden vi har i dag, ville både vi og myndighederne agere
anderledes, end man gjorde dengang. 

Vi støtter fuldt op om ledelsens håndtering af denne sag, og vi vil nu afvente
Arbejdsskadestyrelsens vurdering. Når vi kender indholdet af de konkrete sager,
vil vi finde en fornuftig løsning for de, der måtte have lidt skade, som
afspejler, at vi i bestyrelsen er vores sociale og etiske ansvar bevidst. 

Bestyrelsen indstiller til generalforsamlingen

•At der udbetales et udbytte på 7,50 kr. pr. aktie, hvilket er uændret i
forhold til 2006/07 
•Valg af bestyrelsesmedlemmer
•At selskabets aktiekapital nedsættes ved annullering af 1.248.200 stk. egne
aktier, svarende til 2,55% af aktiekapitalen. Nedsættelsen vedrører
aktietilbagekøbsprogrammet på 500 mio. kr., som blev indført i forlængelse af
frasalget af Flavours 
•At bestyrelsen i tiden indtil næste års ordinære generalforsamling bemyndiges
til inden for 10% af aktiekapitalen at lade selskabet erhverve egne aktier til
den på erhvervelsestidspunktet gældende kurs med en afvigelse på indtil 10% 
•Udskilning af Sukker
•Optionsprogram for direktionen og ledende medarbejdere
•Elektronisk kommunikation med aktionærer
•Forslag fra aktionær: ”Danisco vil sikre, at arbejdere på Grindstedværket, der
har lidt skade på grund af kviksølv eller andre stoffer, som virksomhedens
ledelse vidste eller burde have vidst var farlige for de ansatte, skal have
erstatning uanset eventuel forældelse”. 

Sammensætning af bestyrelse og motivering af genvalg
Ved generalforsamlingen er følgende bestyrelsesmedlemmer på valg ifølge
vedtægterne: 
Jørgen Tandrup, Håkan Björklund og Kirsten Drejer. Jeg vil gerne redegøre for
bestyrelsens begrundelse for genvalg. De nævnte bestyrelsesmedlemmer har,
udover deres erfaring med Daniscos bestyrelsesarbejde igennem de seneste år,
væsentlige kompetencer, der vurderes at være et aktiv for selskabet. 

 
Udskilning af Sukker
Lad mig begynde med at slå fast, at bestyrelsen ser dette punkt: frasalg af
sukkeraktiviteterne som en af de væsentligste beslutninger siden dannelsen af
Danisco A/S tilbage i 1989. Derfor er det vigtigt, at vi i dag får debatteret
det forslag, som bestyrelsen har fremlagt til generalforsamlingens godkendelse,
nemlig et mandat til at afslutte salget af sukkeraktiviteterne til tyske
Nordzucker. 

Bestyrelsen har i lang tid været klar over, at de to vidt forskellige
forretningsmodeller i henholdsvis Ingredienser og Sukker ikke udgjorde den
optimale sammensætning. Men samtidig var EU's sukkermarkedsordning ved at
gennemgå en væsentlig ændring, hvilket gav stor usikkerhed i prisfastsættelsen
af sukkeraktiviteter over hele Europa. På denne baggrund har vi ikke været rede
til at handle før nu, hvor der er kommet mere klarhed over, hvorledes
sukkermarkedet i EU vil udvikle sig i fremtiden. 

Siden generalforsamlingen sidste år har vi arbejdet med at finde den mest
optimale løsning for aktionærer, kunder, medarbejdere og roedyrkere. Vi hyrede
en rådgiver, Deutsche Bank, til at bistå os med processen og sikre, at enhver
mulighed blev vurderet. En auktionsproces blev gennemført for at få klarhed
over værdien af vores sukkeraktiviteter, hvilket blandt andet medførte en
nedskrivning af goodwillværdien på 600 mio. kr. Dette blev sammenholdt med
muligheden for at foretage en selvstændig børsnotering af Danisco Sugar.
Bestyrelsen har sammen med ledelsen og vores eksterne rådgivere vurderet, at
den bedste løsning er et salg af sukkeraktiviteterne til Nordzucker. Denne
løsning er optimal, fordi den for det første giver den bedste værdiskabelse for
vores aktionærer. For det andet sikrer aftalen, at vores medarbejdere nu får en
ny ejer, der har fokus på produktion og salg af sukker i Europa - sagt med
andre ord: vores medarbejdere bliver en del af en meget velfungerende og
professionel sukkerproducent, Nordzucker. For det tredje sikrer vi, at vores
kundebase også i fremtiden vil få en professionel og konkurrencedygtig
samarbejdspartner. Og til sidst: jeg ser udtalelser fra Nordzucker, der
udtrykker, at roedyrkerne fremover kan blive medejere af sukkerproduktionen i
Skandinavien. En ejerstruktur, som der er tradition for i resten af Europa, og
som vil ligestille de skandinaviske roedyrkere med deres europæiske kolleger. 

Med disse ord beder bestyrelsen om generalforsamlingens mandat til at afslutte
salget af Danisco Sugar til det tyske Nordzucker. Og selvfølgelig under den
forudsætning, at konkurrencemyndighederne i de respektive lande godkender
salget, skal jeg huske at tilføje. 

Afsluttende skal jeg nævne, at skulle generalforsamlingen vælge at nedstemme
forslaget, vil bestyrelsen opfatte dette som et mandat til at arbejde videre
med en selvstændig børsnotering eller andre alternativer. Dette gælder også,
hvis salget ikke godkendes af myndighederne. 

Tildeling af et optionsprogram på op til 600.000 aktieoptioner
Vi har gennem længere tid tildelt optionsprogrammer til direktion og ledende
medarbejdere. Efter bestyrelsens opfattelse har det den effekt, at direktion og
ledende medarbejdere har samme målsætning som vores aktionærer, nemlig at skabe
værdi for selskabet. De samlede optionsprogrammer, inklusiv det foreslåede
program, udgør 5,3% af den samlede aktiekapital. 

Det er bestyrelsens overbevisning, at aktieoptionsprogrammer er et af mange
vigtige midler for at kunne tilbyde en attraktiv arbejdsplads, så vi kan
fastholde og tiltrække kvalificerede medarbejdere i et globalt marked. Og lad
mig i den forbindelse tilføje, at vi bruger eksterne markedsdata for at
tilsikre, at parametrene i programmet og de individuelle tildelinger sker på
markedsvilkår. 

Bestyrelsen indstiller derfor til generalforsamlingens godkendelse, at
bestyrelsen bemyndiges til at tildele direktionen og ledende medarbejdere, i
alt ca. 200 personer, 600.000 aktieoptioner efter de vilkår, der er beskrevet i
materialet. Afslutningsvis kan jeg oplyse, at værdien af dette program ved det
nuværende kursniveau udgør ca. 32 mio. kr. mod ca. 31 mio. kr. ved
årsrapportens offentliggørelse i slutningen af juni måned. 

Elektronisk kommunikation
Som et led i at gøre kommunikationen med aktionærerne mere effektiv og nutidig
foreslår bestyrelsen, at det fremover skal være muligt at anvende elektronisk
kommunikation mellem selskabet og aktionærerne i henhold til
aktieselskabslovens § 65b. 

Forslag fra en aktionær: Danisco vil sikre, at arbejdere på Grindstedværket,
der har lidt skade på grund af kviksølv eller andre stoffer, som virksomhedens
ledelse vidste eller burde have vidst var farlige for de ansatte, skal have
erstatning uanset eventuel forældelse. 
Som jeg tidligere nævnte i min beretning, er det sager, der går omkring 40 år
tilbage i tiden, hvor begreber som forurening og produktion havde en hel anden
betydning end i dag, og hvor begrebet bæredygtighed ikke fandtes i ordbogen. I
dag er vi heldigvis blevet klogere. Produktionsforhold, som vi kendte dem i den
tid, ville ikke kunne finde sted i dag. 

Vores grundlæggende synspunkt er, at vi skal have eksperternes vurdering i hver
enkelt sag. Derfor har vi sagt, at sagerne skal anmeldes via de normale kanaler
for arbejdsskader, altså via Arbejdsskadestyrelsen. Og vi vil - sammen med
Arbejdsskadestyrelsen - gøre, hvad vi kan for at sikre en hurtig
sagsbehandling. Kun på den måde kan vi få en objektiv vurdering af skadernes
omfang og dermed en retsmæssig sikkerhed for alle parter. Jeg kan oplyse, at
der pr. 13. august var anmeldt 70 sager til Arbejdsskadestyrelsen. Vi har
allerede sat forældelsen i bero, og vi har desuden en god og konstruktiv dialog
med repræsentanterne for en stor del af de tidligere og nuværende ansatte -
fagforeningerne 3F og Dansk Metal. 

Først når resultaterne af Arbejdsskadestyrelsens vurderinger foreligger og
indholdet af de konkrete sager er oplyst, vil vi have et objektivt grundlag,
der giver os mulighed for at handle og finde en fornuftig løsning for de, der
måtte have lidt skade, som afspejler, at vi i bestyrelsen er vores sociale og
etiske ansvar bevidst. På denne baggrund kan bestyrelsen derfor ikke tilslutte
sig det fremsatte forslag på nuværende tidspunkt. 

Generalforsamlingen kan følges direkte på www.danisco.com. Herefter vil det
være muligt at læse formandens beretning i sin helhed på samme internetadresse. 


Med venlig hilsen



Tom Knutzen
Adm. direktør

Attachments

09-2008 dk uddrag af formandens beretning.pdf