Stærkt finansielt resultat påvirket af høje olie- og gaspriser


Bestyrelsen for DONG Energy A/S har i dag godkendt halvårsrapporten for 
1.halvår 2008, som viser følgende udvikling sammenholdt med 1. halvår 2007: 

•        Omsætningen udgjorde 27.820 mio. kr. mod 20.177 mio. kr. 
•        EBITDA udgjorde 6.651 mio. kr. mod 4.754 mio. kr., med følgende
         fordeling mellem DONG Energy's fire forretningssegmenter:  
         o  Exploration & Production 2.673 mio. kr. mod 897 mio. kr. Stigningen 
            skyldes øget produktion samt højere olie- og gaspriser 
         o  Generation 1.876 mio. kr. mod 2.410 mio. kr. Nedgangen skyldes
            lavere termisk produktion, højere brændselspriser samt mindre
            positiv effekt af prissikringer Distribution 966 mio. kr. mod 807
            mio. kr. Stigningen skyldes primært lavere omkostninger 
         o  Markets 1.264 mio. kr. mod 790 mio. kr. Stigningen skyldes primært
            øget gassalg og højere gassalgspriser
•        Resultat efter skat blev 3.082 mio. kr. mod 2.103 mio. kr. Resultat
         efter skat for 1. halvår 2008 inkluderer avance ved frasalg af 
         132 kV transmissionsnettet på 477 mio. kr. 

"Det har været et tilfredsstillende finansielt første halvår, som i kombination
med vores markeds- og prisforventninger til andet halvår sætter os i stand til
at opjustere vores forventninger til resultatet for hele regnskabsåret 2008"
siger koncernchef Anders Eldrup og fortsætter: ”Det gode resultat fra første
halvår er præget af, at vi nu ser effekten af den investering DONG Energy
foretog i det norske gasfelt Ormen Lange i 2005. Omvendt er indtjeningen fra
elproduktionen fortsat meget lav, presset af høje og stigende kul- og
CO2-priser.” 

Opjustering af forventninger til 2008
EBITDA og resultat efter skat for 2008 forventes nu at blive væsentlig højere
end i 2007, hvor EBITDA var 9,6 mia. kr. og resultat efter skat 3,3 mia. kr.
Dette er en opjustering i forhold til forventningen udmeldt i forbindelse med
delårsrapporten for 1. kvartal 2008 den 15. maj 2008, hvor EBITDA og resultat
efter skat forventedes på niveau med 2007.

Attachments

halvaarsmeddelelse 2008 dk.pdf