Lars Marcher afløser Kurt Erling Birk som administrerende direktør


Kurt Erling Birk har tidligere meddelt bestyrelsen i Ambu A/S, at han ønskede
at fratræde som administrerende direktør for Ambu, inden han fylder 61 år i
januar 2009. 

Bestyrelsen har derefter igangsat en proces med henblik på at udpege en ny
administrerende direktør. Denne proces er nu afsluttet, og Lars Marcher bliver
ny administrerende direktør i Ambu. Lars Marcher vil tiltræde efter nærmere
aftale med bestyrelsen. 

Lars Marcher, 46 år, har siden 2006 været ansat som Executive Vice President
med ansvar for økonomi, finans og operations i den danske højteknologiske
virksomhed Terma A/S. 

Forud for sin ansættelse i Terma var Lars Marcher ansat som administrerende
direktør i den børsnoterede amerikanske virksomhed Dataram Corporation.
Tidligere har Lars Marcher været ansat i Memory Card Technology, Apple Computer
og ØK. 

Lars Marcher har de seneste 20 år arbejdet i internationale virksomheder og har
stor erfaring med ledelse og udvikling af sådanne virksomheder og har arbejdet
og været bosat mere end ti år i udlandet. Lars Marcher har gennem årene opnået
en bred ledelsesmæssig erfaring - blandt andet inden for salg og marketing,
økonomi, produktion og udvikling. 

Lars Marcher er uddannet cand. merc. og MBA.

"Kurt Erling Birk har i sine snart ti år som administrerende direktør i Ambu
stået i spidsen for en omfattende ændring af virksomheden. Vækst,
internationalisering, produktionsoptimering og innovation har været væsentlige
elementer i Ambu's udvikling til i dag at være en ledende aktør inden for sit
felt. Jeg har sat stor pris på samarbejdet med Kurt Erling Birk. Heldigvis får
vi stadig mulighed for at trække på Kurt Erling Birks viden og kompetencer i en
periode fremover. Samtidig er jeg glad for, at vi med ansættelsen af Lars
Marcher får en erfaren direktør, som kan videreføre den positive udvikling, som
Ambu står midt i", siger bestyrelsesformand N. E. Nielsen. 

"Jeg har i en lang årrække været ansat i den medicotekniske branche, heraf
næsten 10 år i Ambu. Årene i Ambu har været særdeles spændende, og jeg har haft
det privilegium at være direktør i en periode, hvor virksomheden har gennemgået
store forandringer. Ambu er nu inde i en rigtig god gænge, og da jeg blev 60 år
besluttede jeg, at det var et godt tidspunkt at overlade roret til en anden, så
jeg kunne få mere tid til andre aktiviteter", siger Kurt Erling Birk. 

Ambu vil under Lars Marchers ledelse fortsætte virksomhedens vækststrategi og
udbygge sin position som en førende og innovativ virksomhed inden for sine
aktivitetsområder. 

"Jeg glæder mig meget til at starte hos Ambu. Jeg ser frem til i samarbejde med
bestyrelsen og dygtige kolleger at udvikle virksomheden yderligere og gøre den
endnu mere spændende og attraktiv for alle, der har interesse i virksomheden og
dens produkter", siger Lars Marcher. 


Kontakt: N. E. Nielsen, tlf. nr. 2526 3343, K.E. Birk, tlf. nr. 7225 2000,
e-mail: keb@ambu.com. 

Lars Marcher kan kontaktes på tlf. nr. 5136 2490.

Attachments

selskabsmeddelelse nr 8-2007-2008.pdf