TK Development sælger sin andel af to investeringsejendomme i Tjekkiet


Resumé

•TK Development sælger sin andel af shoppingcentrene Futurum Ostrava og Haná
Shopping Centre, Olomouc, begge Tjekkiet, til investeringsfonden Pradera - AM
PLC. 
•TK Development fastholder forventningerne til et resultat i niveauet DKK 300
mio. efter skat i 2008/09. 

Ejendomme solgt til engelske Pradera for EUR 104 mio.

TK Development ejer gennem Euro Mall Holding 20 % af joint venturet Euro Mall
Ventures S.à.r.l., Luxembourg. Dette selskab har indgået aftale om salg af
shoppingcentrene Futurum Ostrava og Haná Shopping Centre, beliggende i
henholdsvis Ostrava og  Olomouc i Tjekkiet. Salgsprisen for de to
shoppingcentre udgør samlet EUR 104 mio. 

Køber er den engelskbaserede investeringsfond Pradera - AM PLC der er
specialiseret i retail-ejendomme. Selskabet blev etableret i 1999 og
administrerer i øjeblikket ejendomme til en værdi af EUR 2,6 mia. Pradera - AM
PLC har aktuelt en portefølje på 32 retailejendomme med mere end 1.500 lejere
fordelt på godt 650.000 m2. 

Begge de nyindkøbte shoppingcentre bliver en del af Pradera PCEF Fund som
beskæftiger sig med opkøb af shoppingcentre og retailparker i Central- og
Østeuropa, i øjeblikket med en værdi på over EUR 300 mio. 

TK Developments ejerandel af de solgte shoppingcentre indgår i koncernens
portefølje af inve-steringsejendomme. Salget af shoppingcentrene medfører en
merværdi i forhold til bogført værdi på ca. DKK 40 mio. Den forventede
værdistigning samt husleje fratrukket finansieringsomkostninger er indeholdt i
forventningerne til 2008/09 hvilket betyder at salget medfører en nettoeffekt i
niveauet DKK 20 mio. 


Kort om investeringsejendomme

Futurum Ostrava åbnede den 25. maj 2000. Centret der er fuldt udlejet, er
beliggende i Ostrava der med sine knap 350.000 indbyggere er Tjekkiets
tredjestørste by. Futurum Ostrava består af 90 butikker samt restauranter og
biograf fordelt på i alt 26.600 m2. 

Haná Shopping Centre der åbnede 19. september 2002, ligger i Olomouc. Byen har
godt 100.000 indbyggere hvilket gør den til Tjekkiets femtestørste. Haná
Shopping Centre er fuldt udlejet og rummer 60 butikker fordelt på 10.100 m2. 

GE Real Estate, Heitman Central Europe Property Partners II og TK Development
ejer fortsat shoppingcentret Futurum Hradec Králové, beliggende i Hradec
Králové i Tjekkiet. I forbindelse med dette center er der planlagt en udvidelse
som forventes påbegyndt i løbet af det kommende år. 

TK Development fastholder resultatforventninger til 2008/09

TK Development fastholder forventningerne til et resultat i niveauet DKK 300
mio. efter skat i 2008/09. 

Spørgsmål til denne meddelelse kan rettes til adm. direktør Frede Clausen,
telefon 88 96 10 10.

Attachments

nr_7_2008_salg_investeringsejendomme_tjekkiet.pdf