FLSmidth vinder to ordrer i Rusland og Ukraine


Selskabsmeddelelse til Finanstilsynet nr. 12-2008, 13. marts 2008

Kun to måneder inde i det nye år har FLSmidth underskrevet den tredje
kontrakt på udstyr til en ny cementfabrik i Rusland. Kontrakten er
indgået med det italienske firma Buzzi Unicem S.p.A og dets tyske
datterselskab Dyckerhoff AG. Udover den første kontrakt skal FLSmidth
levere endnu en udstyrspakke til Buzzi Unicem til en ny
cementproduktionslinie til deres eksisterende cementfabrik i Ukraine.
Samlet kontraktværdi for de to leverancer er godt 300 mio. kr (ca. 40
mio. euro).

Fabrikken i Rusland bliver placeret tæt på byen Akbulak, sydvest for
Uralbjergene ca. 45 km nord for grænsen til Kasakhstan. Fabrikken i
Ukraine, som den nye linie vil blive placeret på, er beliggende i den
nordvestlige del af Ukraine i Rivne-regionen, ca. 300 km vest for
Kiev.

FLSmidth skal levere udstyr til de to cementfabrikkers ovnlinier med
en kapacitet på 6.000 tons pr. dag samt råformalingsanlæg.
Leverancerne omfatter CF siloer, FLSmidth Pfister råmelsfødere,
tørreknusere og komplette ILC 3-baseovne med 2-strengsforvarmere
(3-trin) og SF Cross-Bar kølere.

Udstyrsleverancerne forventes påbegyndt i foråret 2009."Med de to store ordrer i CIS-landene, hvoraf den ene kontrakt er den
tredje vi har opnået i Rusland alene i 2008, har FLSmidth fået
bekræftet sine forventninger til CIS-landenes' cementmarkeder og
deres behov for opgradering af cementproduktionsanlæggene. Samtidig
glæder vi os til samarbejdet med Buzzi Unicem, en af verdens største
cementproducenter," udtaler adm. koncerndirektør Jørgen Huno
Rasmussen.

Ordrerne vil bidrage positivt til FLSmidths indtjening frem til
liniernes idriftsættelse i 2011 senest.



-------------------------------------


Henvendelse om denne meddelelse kan rettes til adm. koncerndirektør
Jørgen Huno Rasmussen, FLSmidth & Co. A/S at +45 36 18 18 00.

For yderligere oplysninger om FLSmidth henvises til www.flsmidth.com.


Med venlig hilsen

Pernille Friis Andersen
Koncernkommunikation & Investor Relations

Attachments

Pressemeddelelse PDF