Suspension af handel med investeringsbeviser


Skatteministeriet har her til morgen udsendt en fondsbørsmeddelelse om mulige
konsekvenser for den danske pensionsbeskatning af en nylig EU-dom.
Skatteministeriet skriver bl.a., at afkastet af indeksobligationer, som hidtil
har været fritaget for pensionsafkastskat, kan blive beskattet under nye
regler. 

BankInvest forventer, at markedet vil reagere på Skatteministeriets meddelelse
med en justering af kurserne på indeksobligationer i nedadgående retning. Da
omfanget af reaktionen på nuværende tidspunkt er ukendt, finder BankInvest ikke
at kunne beregne en korrekt indre værdi for foreningens investeringsbeviser. 

Som følge heraf har vi anmodet OMX (Københavns Fondsbørs) om at suspendere
handlen med investeringsbeviser i foreningen. Dette betyder samtidig, at
foreningen i øjeblikket er lukket for indløsning af beviser. 

Suspensionen vil blive ophævet, så snart BankInvest vurderer, at kurserne på
foreningens indeksobligationer er udtryk for, at markedet har taget meddelelsen
fra Skatteministeriet til efterretning. 

Yderligere oplysninger om denne meddelelse kan fås ved henvendelse til
fondschef Michael Hovard Ekmann på telefon 77 30 90 00. 


Med venlig hilsen
BI Management A/S


Finn Moefelt
Direktør