Resultatforventning for 2001


FLS Industries forventer et EBIT-resultat inkl. salg af grund i Valby på omkring DKK 0,2 mia. mod tidligere DKK 0,8 mia. og et resultat før skat på DKK 0 mia. (DKK 0,6 mia.) ved en omsætning på DKK 20 mia.
--------------

FLS Industries nedjusterer som følge af faldet i den globale vækst og de usikre markedsudsigter forventet EBIT og resultat før skat med DKK 600 mio.

Af nedjusteringen hidrører omkring DKK 400 mio. fra FLS Aerospace, der oplever et betydeligt fald i efterspørgslen efter den 11. september. Mere end halvdelen af FLS Aerospaces nedjustering er engangsomkostninger.

FLS Building Materials nedjusterer EBIT forventningen med DKK 50 mio. til DKK 300 mio., pga. fald i den amerikanske og polske afsætning i efteråret samt tilbagegangen i Eternit-salget i Danmark.

Meromkostninger i forbindelse med FLS miljøs ordreafvikling i England og en fortsat træg ordreindgang øger selskabets underskud med mere end DKK 40 mio.

F.L.Smidth Group fastholder sin EBIT forventning på ca. DKK 200 mio. for 2001. Årets ordreindgang på i alt DKK 5,7 mia. er tilfredsstillende givet markedsforholdene.

FLS' fokusering fastholdes og balancetrimningen fortsætter med henblik på at nedbringe Koncernens gæld. Bestyrelsen vil foreslå generalforsamlingen i april 2002, at der ikke udbetales udbytte for 2001.

Højesteret afsiger dom i Eternit-sagen tirsdag den 6. november. Resultatforventningen for 2001 er ekskl. evt. konsekvenser af, at Højesteretssagen måtte blive tabt.

FLS Aerospace tilpasses faldet i efterspørgslen
--------------
Hele FLS Aerospace er gennem de seneste 18 måneder restruktureret for at sikre en lønsom drift. Produktiviteten er øget gennem rationaliserede arbejdsprocesser og stram omkostningsstyring. Selskabets ledelse har genforhandlet flere kontrakter og udvidet kundekredsen. Restruktureringen muliggjorde overskuddet i første halvår, ligesom tredje kvartal i år gav overskud.

September og oktober måneds begivenheder har imidlertid ramt flyindustrien hårdt og ikke mindst luftfartsselskaberne inkl. en række af FLS Aerospace's kunder. Tilbageslaget har ramt segmenterne forskelligt med størst tilbagegang på de interkontinentale ruter, hvor især transatlantiske selskaber reducerer kapaciteten. Modsat ekspanderer low cost selskaberne med høj kapacitetsudnyttelse i Europa. EasyJet har således netop forlænget og udvidet samarbejdet med FLS Aerospace.

Samlet falder den globale efterspørgsel efter især vedligeholdelse og eftersyn - Aircraft Overhaul - hvilket påvirker FLS Aerospace's resultat i den resterende del af 2001 og 2002. FLS Aerospace restrukturerer derfor sin organisation for at opveje indtægtsfaldet.

FLS Aerospace's strategiske restrukturering til de ændrede markedsforhold påvirker alle dele af virksomheden. Kapaciteten vil blive reduceret for at kompensere for omsætningstilbagegangen.

De ændrede markedsvilkår og FLS Aerospace's strategiske tiltag herpå belaster årets EBIT-resultat med omkring DKK 400 mio., hvoraf mere end halvdelen er engangsomkostninger.

Tilpasningerne, der indledes i løbet af kort tid, skal sikre selskabets fortsatte fremgang under de nuværende markedsvilkår.

FLS Building Materials' nedjustering skyldes især USA og Polen
--------------
Opbremsningen i den amerikanske økonomi er accelereret siden september, og der spores ingen bedring på kort sigt, hvor påbegyndt byggeri færdiggøres, mens planlagt byggeri opgives eller udskydes.

Restruktureringen af Unicons amerikanske fabriksbetonaktiviteter går planmæssigt, men fremskridtene kan ikke opveje den aktuelle nedgang i omsætningen.

Dansk Eternit Holdings salg i Danmark er i fremgang efter vinterens betydelige nedgang. Omsætningen i Danmark ventes i år at beløbe sig til DKK 300 mio. mod mere end DKK 500 mio. i 2000 inkl. mersalget ovenpå stormene i 1999. Trods markedets gode modtagelse af en række nye produkter forventes et væsentligt underskud.

Aalborg Portland fastholder indtjeningen trods prispres og afmatning. Produktionen af hvid cement i Sinai, Egypten, til det lokale marked og eksport til Middelhavsområdet er indledt.

Densits resultatfremgang fastholdes.

FLS miljø belastes af meromkostninger til afvikling og træg ordreindgang
-------------
FLS miljøs underskud øges pga. meromkostninger ved færdiggørelsen af et engelsk projekt. Hertil kommer en fortsat træg ordreindgang, der afspejler den aktuelle politisk/økonomiske situation snarere end mulighederne på det amerikanske kraftværksmarked og KYOTO-aftalens implementering i Europa.

FLS miljøs kapacitetsomkostninger reduceres løbende med forventet fuld effekt fra 2002.

F.L.Smidth Group fastholder sine forventninger til året
-------------
Trods vigende efterspørgsel i USA er årets ordreindgang inden for både cement- og mineralopberedningsaktiviteterne tilfredsstillende, hvorfor EBIT-forventningen på ca. DKK 200 mio. ventes indfriet ved den planlagte ordreafvikling. Ordreindgangen på i alt DKK 5,7 mia. fordeler sig med 43%/57% på henholdsvis store ordrer og basisordrer. Salget af serviceydelser, reservedele mv. nåede DKK 1,6 mia. i årets første ni måneder.

FLS Industries A/S

Ib Christensen
Formand

Peter Assam
Koncernchef